Ord fra CBK´s Formand til Nils
Klub: Charlottenlund Badminton Klub
Publiceret af: Martin Kent
Dato: 10-12-2018 10:52:54
Kategori: Generelt
     

Kære Nils

 

Jeg tror, at alle du var i berøring med i CBK, har deres egen positive fortælling om dig og fælles oplevelser. For mit vedkommende startede det som helt ung, da jeg og nogle kammerater havde snydt os ind i CBK på en helligdag, hvor hallen havde lukket og du kom forbi. Vi fik naturligvis påskrevet, at det ikke var OK, men alligevel anede man "glimtet" i øjet over, at vi var fanget af "badmintondillen" og en dag uden fjer var umulig !!!!

 

Respekten tro jeg, vi alle havde for dig, for tingene skulle være i orden, men der skulle også være fest og farver i CBK. Når vi var på tur til Royal Air Force eller vores tyske venskabsklubber, var det sociale i højsædet, men når vi unge blev for "festlige" fik vi også besked.

 

Den gennemgående ånd i CBK, at det sociale liv er MEGET vigtig og at det skulle prioriteres højt, var en ting, du i din tid i bestyrelsen og ikke mindst som formand formåede at gøre CBK berømt for - ikke bare internt i CBK men også blandt alle andre klubber. Og hvor er vi mange, der har nydt godt af det og ser med glæde tilbage på den tid.


Du satte dit afgørende præg på ledelsen af CBK i et kvart århundrede, prioriterede det sociale og ungdomsarbejdet men ikke på bekostning af økonomien. Du lagde grunden til, at CBK var og er en velkonsolideret klub. Principper som bestyrelsen lige siden har bibeholdt og efterlevet.

 

Og selv da du trådte ud af bestyrelsen, var du løbende interesseret i klubbens ve og vel og har været til samtlige generalforsamlinger siden. Også til den sidste i september, hvor du personligt takkede mig for, at den nuværende bestyrelse konstaterede, at vi var kommet ud på den rigtige side af vores brand - stadigvæk som en økonomisk velkonsolideret klub. En anerkendelse der lunede hos mig.

 

Nils, du har betydet så helt utrolig meget for CBK og for hundrede af nuværende og tidligere CBK'ere. For mig vil du altid være "Mr. CBK". 

 

Med kærlig hilsen – CBK´s Formand

Stephan Preskou



 

 
Charlottenlund Badminton Klub | Maltegårdsvej 18 , 2820 Gentofte | Tlf. 25 12 82 14 | cbkfjer@mail.tele.dk